Sensommerskovtur 2025
Billeder fra en dejlig tur til Vasatorp Golfklub
Vasatorp Golfklub
Så oprandt dagen 8. september for Sweet Sixteens årlige efterårsudflugt, og efter et særdeles grundigt forarbejde af Jørn Bach var valget faldet på den svenske Vasatorp Golfklub. De 12 deltagere mødtes kl. 07:00 på parkeringspladsen ved Kokkedal Golfklub alle medbringende golfgrej og en blød taske til tandbørsten samt drikkevarer til aftansmaden. Som jeg skrev blev vi kun 12 deltagere, hvor vi tidligere år har været 20 deltagere, men desværre gjorde en række afbud, at vi blev 12, og det skulle da vise sig at være et passende og overskueligt antal. 6 medlemmer af Sweet Sixteen og 6 gæster.
Traditionen tro medbragte Mogens Carlsen traileren, så alle kunne deres udstyr transporteret til det svenske.
Kl. 8 trillede vi ombord på færgen i Helsingborg, og efter en kort sejltur, landede vi i Sverige. Kun et godt kvarter tog det at køre fra færgen til Vasatorp Golfklub, og what a club. 2 store 18 huls baner, en 12 huls bane samt en par3 bane udgjorde de samlede muligheder. Her skal det nævnes, at den ene 18 huls bane (Vasatorp TC) har været hjemsted for adskillige store internationale turneringer. Klubhuset var på størrelse med Amalienborg med tilhørende annekser. Måske en lille overdrivelse, men der manglede bestemt ikke noget. Og prøv lige at spørge Ole Hahn om der var håndklæder i omklædningsrummene. For selvfølgelig var der håndklæder.
Lidt uheldigt havde det været tåget om morgenen og dermed forsinket alle starter hele morgenen, og det kom selvfølgelig også til at rykke vores tee off. Det gav så på den anden side mulighed for en grunding opvarmning. Men kl. 11 kunne vi slå ud på Classic Course, som skulle vise sig at være et flot men også et svært bekendtskab. Der var lagt op til både en holdturnering og en individuel match.
Da den sidste bold havde afsluttet deres runde mødtes vi på restaurantens terrasse til en after match øl og præmieoverrækkelse.
Med 98 point vandt holdet bestående af Mogens Carlsen, Jørn Bach-Christensen, Holger Dock og Ole Hahn
Vinder af den individuelle turnering blev Freddie Hartmann med 31 point og Peter Orthmann blev runner up med 30 point.
Der var dejlige vinpræmier til alle vindere.
Så skulle vi videre til vores overnatnings- og spisested. Det skulle vise sig, at vi skulle overnatte i et par velindrettede villaer. 6 mand i den ene villa og 6 mand i den anden. Flest dobbeltværelser og et par enkeltværelser. Spisningen skulle foregå udendørs ved den største villa. Maden var blevet leveret af Vasatorps restaurant, men skulle dog en tur over grillen. Den opgave påtog Mogens Carlsen sig på bedste vis. Johannes havde medbragt et par flasker Brunello, som han lystigt delte ud af. Det var noget at det bedste rødvin, jeg nogensinde har smagt. Vinen smøg sig om tungen som fløjl, og var en helt fantastisk oplevelse. Man må jo sige at når Jørn arrangerer noget så gør han det til bunds. Jørn havde sørget for at der var fodboldlandskamp mellem Danmark og Grækenland, og det passede lige med at det var blevet lidt køligt så vi rykkede indenfor til kaffe og ikke mindst en superlækker kage fremstillet at tidligere grillmester og nu bagermester Mogens. Morten fik tryllet fodboldkampen fra sin telefon over på husets store TV, så alle kunne nyde at Danmark under Holger Docks kyndige træner instruktioner tværede Grækenland ud med 3-0.
Ingen gik tørstige eller sultne i seng, og alle fik en tiltrængt søvn ovenpå en masse frisk luft og rødvin.
Der var ikke noget med at ligge og fjere den af, idet morgenmaden var klar til indtagelse kl. 7:30 næste morgen. I dag skulle vi have fornøjelsen af Vasatorp Tournament Course. En rigtig flot bane med et internationalt tilsnit. Man lærte hurtigt, at man skulle undgå bunkers og rough og forsøge at holde sig på fairways. Banen osede af at være en mesterskabsbane. Ligesom på førstedagen var der både hold- og individuel turnering.
Andendagens dygtigste hold med 105 point blev Peter Orthmann, Niels Gade, Morten Jensen og Svend Muusmann.
Individuelt løb Preben af med sejren med 37 point, mens Morten tog andenpladsen med 33 point.
Præmieoverrækkelsen foregik i restauranten, hvor vi også nød en dejlig frokost inden det blev tid til at vende snuden mod færgen og dermed retur til Danmark. Men inden man forlader Sverige, skal man da lige nyde godt af den billige svenske benzin. Det kan så godt bevirke at man ikke når færgen, men må vente på senere afgange. Det var jo sådan set også lige meget, medmindre det var bilen med traileren, som missede færgen. Og det var det. Det betød heldigvis kun 1 times venten for de 8 gutter som var retur på Kokkedal Golfklubs parkeringsplads. Men sådan er der jo så meget. Det var i alle tilfælde en fantastisk tur, og Jørn skal have en kæmpe tak for at have stået for alt det praktiske.
Preben Risvang - 02.10.2025

